Sunday, June 17, 2012

de 4 mest skræmmende timer jeg længe har oplevet


vi sætter os på gulvet med flere hundrede tæpper og puder, mig og min allerkæreste svend. oceaner af slik og chips er købt. glassene er fyldt med henholdsvis sodavand og hyldeblomstsaft og nutella madderne, som vi sidder og gumler på, er der bestemt ikke noget i vejen med. filmaften, det det vi skal have. en veninde-aften, en rigtig svend-dværg-aften, det er hvad vi kalder det. mørket lister sig så stille på og første film sættes i maskinen. en helt ny film, en gyser af en slags, toner op på skærmen. en lysehåret teenager pige med et tomt blik sidder i på passagersædet en bil, en ligvogn er det. de kører op af en kedelig vej, der går i et med himlen helt grå. det er tåget og man kan skimte et par grantræer i vejkanten. de kører igennem en skov. det ser ikke ud til at de skal et bestemt sted hen, de kører bare. hun bliver ved med at mumle et eller andet, hører man godt efter er det noget i retningen af nul, nul, tre, nul, nul, nul. men jeg er ikke sikker. filmens titel kører over skærmen, og der er ingen vej tilbage, det ved jeg, jeg bliver nødt til at se den færdig. jeg kigger over på svend, hun er allerede helt opslugt af filmen. allerede nu synes jeg det er uhyggeligt, og ved at jeg sandsynligvis nok ikke vil lukke øjnene et enkelt sekund hele natten. jeg tager hendes hånd, for ærligt har gysere aldrig været min yndlings ting. men alligevel er der noget ved hende, der får mig overtalt hver gang. "vi stopper den bare, hvis det bliver for meget dig". ja tak, det er ord jeg har hørt utallige gange efterhånden.
billedet skifter. skærmen er helt sort, et barn græder. barnets mor sidder med hende i skødet. hun kan ikke være meget ældre en fire år. det lyse pandehår ryger lidt ned i de store skræmte blå øjne, der er fyldte med tårer. et smukt barn er hun. moren stryger hende trøstende over håndledet, hvorpå der tatoveret et nr, 00300. hvad betyder nummeret? jo det er nummeret på ham. ham hun mødte som spæd, ham der prøvede på alt og intet. han nåede ikke gøre hende fortræd før nogen kom, det var det der havde reddet hende. har du brug for en forklaring? okay. for at forstå det bliver man nødt til at vide at hvert et menneske har et nr. et nr på 5 cifre. det et nr alle kan se, men ikke fysisk. nummeret hænger i auraen. hvert og enkelt menneske har et nummer, ingen aner hvorfor.  hun har fået det tatoveret for altid at have nummeret på sig, så hun ved når hun møder ham igen. for det vil hun - møde ham igen, det ved alle og en hver.
billedet flakker og skifter tilbage til ligvognen i nogle korte glimt, som når man er lige mellem to radiokanaler og man skiftevis hører musik fra begge kannaler uden at kunne gøre noget. men det er ikke samme scene som den første med ligvognen, den her gang er den lyshårede pige med det tomme blik sidder med plamager af blod i ansigtet og håret. bilen er heller ikke ren og pæn længere men ser lettere smadret ud, som om nogen har været oppe at slås derinde. siderne er flåede og har blodspor. 
sådan er det hele filmen igennem, man får hele tiden glimt af ligvognen, men det er ikke det der det uhyggelige. det uhyggelige er at som jeg sidder der begravet i tæpperne og ser filmen dukker jeg selv op på skærmen. tæpperne og slikket er forsvundet. dog er jeg ikke alene for både svend, sofie og edith er der også. vi står ude foran et hus, og jeg ved godt hvem der bor bag gardinerne. de andre ser også ud til at vide det, selvom de overhovedet ikke kender ham. så vidt jeg husker har jeg heller aldrig snakket om ham med dem. han gik på min gamle skole og helt let havde han det mildest talt ikke. også dette ser jeg i et glimt i filmen. lettere forskrækket kigger jeg over på svend for at se om hun også så det, eller om det bare var mig det slog smut for. men det er ikke svend jeg sidder og holder i hånden længere. en mand i midt 30'ende med langt mørkt hår og en smule skæg på hagen. hans ansigt er blegt og aflangt, som en mærkelig mandel og han har briller. jeg genkender ham med det samme, jeg har mødt ham før da jeg var syv år. ærligt havde jeg ikke skænket ham en tanke i et par år. jeg havde næsten glemt ham. jeg havde næsten helt glemt, hvad han ville havet gjort hvis ikke jeg var løbet væk så snart jeg anede, at han ikke ville hjælpe mig. men ville mig noget ville han bestemt gerne. og nu sidder jeg her og holder ham i hånden. jeg ville skrige, men jeg forblev tavs. jeg kunne ikke røre mig en millimeter, jeg var helt som forstenet. jeg blev nødt til at gøre noget. men hvad? hvad som helst ville være bedre end ingen ting. men jeg kunne ikke. 
et glimt fór forbi min nethinde igen. men det var ikke fra fjernsynsskærmen længere, nej, det var virkelighed, jeg var der selv. jeg kunne føle den kolde vind mod min kind og smage smagen af jern i min mund - blod. jeg stod foran ligvognen, døren var åben og jeg kunne kigge lige ind i den. ligvognen var fyldt med døde nøgne mennesker, der var blevet skåret i dem. de så langtfra fredfyldte ud, alle var de tynde og underernærede. de havde arbejdet hårdt da de levede, det kunne man se på dem. den første tanke jeg fik ved det frygtelige syn af dem var billeder fra film fra anden verdenskrig. jøderne. oven på dem lå hun. teenage pigen med det tommeblik. hendes håndled vendte opad, hun havde en tatovering "003000" stod der. hendes brystkasse hævede og sænkede sig en smule, hun levede stadig men længe havde hun ikke tilbage. jeg kunne mærke ham i luften, jeg kunne mærke hans nr i hans aura længe før jeg vendte mig om. 003000. det var ham, ham jeg havde mødt da jeg var syv. 
så skiftede det igen. jeg var på den "anden radiokanal". jeg stod ude foran huset igen sammen med svend, sofie og edtih, men noget jeg ikke havde lagt mærke til før var at vi havde noget med. en kurv fyldt med blomster chokolade og en masse billeder, af ham der have haft det svært på min gamle skole. jeg så spørgende på pigerne, de så kede af det ud og jeg forstod at der var sket noget med ham der havde det svært.
musikken begyndte. den slags musik der altid er i gyserfilm, den slags musik der fortæller en at man har travlt. vi gik op til døren, kurven var til hans familie. det undrede mig var at de ikke var hjemme og at alt var helt mørkt derinde når man kiggede ind af vinduerne. men hvad der undrede mig endnu mere var at hoveddøren ikke var låst. vi skyndte os ind, jeg skrev hurtigt på et kort til hans mor at vi godt vidste at det ikke var nok, men at vi håbede det kunne trøste lidt. vi ville hurtigt ud igen, for ærligt syntes vi at det var halvubehageligt at stå der i entreen alene. så stoppede musikken, og jeg vidste der var noget galt. jeg kunne mærke ham, hans nummer. 003000. 

i det sekund flyver mine øjenlåg op. jeg ligger i min seng badet i sved. klokken er 7:10 og der er kvælende varmt inde på mit værelse. i min sofa og på madrassen på gulvet sover mine 3 veninder. de ser fredfyldte ud i modsætning til mig. vand, jeg har brug for vand.  


det var en ordentlig omgang tekst her til bloggen. men jeg havde brug for at komme ud med det et sted for at jeg tør ligge mig til at sove igen her i aften.

No comments: