Farvel så længe

Hej alle i skønne! Lang tid siden, ikke? Men sagen er den at jeg oprettede bloggen for mig min egen skyld. For at dokumentere en masse ting, som var vigtige for mig. På den måde var jeg sikker på at jeg altid ville have det et, hvis det pludselig skulle forsvinde. Men det har jeg ikke brug for mere. Formålet med min blog her, er blevet en anden nu og derfor har jeg besluttet at stoppe med at blogge her. Både fordi konceptet er blevet en anden og fordi jeg er kommet op i niende klasse og har en smule travlt både med lektier, mit kor og teateret (De Vilde Svaler du ved, kom og se vores næste stykke! lidt reklame kan vil ikke gøre skade. Håhå.). Men jeg har planer om at starte en ny blog en gang her i nærmere fremtid, den skal i nok kunne finde hvis i tænker lidt kreativt. I mellemtiden kan i jo lige klikke ind på min søsters blog Fisk på fransk !

- 

1 helt år!

fotograf: min søde sis(link)

planlagt indlæg. lige nu sidder jeg et eller andet sted i Beijing og smelter i de 36 grader.

hej i søde mennesker! så gik der sørme en måned... men sagen er den at jeg har været lidt rundt omkring hvor jeg ikke rigtig hverken har haft tid eller stærkt nok net-forbindelse til at kunne sætte mig ind foran skærmen og få smidt et indlæg ind. rent faktisk har jeg savnet rigtig meget at sidde her foran computerskærmen et øjeblik og glemme tid og sted. men da blogger, ligesom så mange andre internationale sociale medier, er lukket her i kinesernes land, kommer jeg nok heller ikke til at blogge de næste 10 dage heller... men jeg regner med at komme tilbage til min "blogger rymte" når jeg vender hjem igen og skolen, den normale hverdag om man vil, begynder sin faste gang hen mod den næste sommerferie.

KYS

noget siger mig om at italien næsten fik mål før..

ugerne flyver afsted! allerede på fredag får vi jo sommerferie -ikke fordi vejret lige frem skriger "sommer"... og lige om snart en kort måned har mit lille fristed fødselsdag - hvor er det vildt hvor hurtigt tiden er gået(!)
lige nu sidder jeg med resten af familien og lader som om jeg følger en smule med i fodbold.. det har været en hård men god weekend syntes jeg. fest, lange køreture, shopping, skt hansbål i frederiksberghave(LINK) og fladen ud på sofaen - ja tak! nåh men ja, vil jeg daffe ud i køkkenet og muligvis lave mig en kop the.

love - 

unforgivable!

nej nej nej neeeej! jeg har gjort noget meget slemt. det er simpelthen helt uacceptabelt! jeg har glemt at fortælle at der er kommet et nyt medlem i min lille familie af disney klassikere(LINK). slag over fingrene til mig. men den nytilkomne engel af en film er "skønheden og udyret", som i nok allerede havde gættet... nåh men det var bare det jeg ville sige. farvel så længe!

love - 

dagen man blev indendøre med nattøj på

uhh jeg ghar den hersens sang på hjernen - min familie er nok ret så trætte af mig nu, for den kører for 20. gang på fuld volume.. hihi

ja, sådan ser en bliv-inde-hele-dagen-med-nattøj-på-og-husk-at-spise-en-masse-koldskål-med-kammerjunker-og-jordbær-søndag ud. sådan nogle dage er ret så dejlige en gang imellem. men nu tror jeg desværre at jeg er nødt til at lave lidt geografi, i hvert fald hvis jeg ellers skal have en jordisk chance for at kunne følge med i morgendagens skema. det jo ikke alle i verdenen der har læseferie.. æv!

love-

de 4 mest skræmmende timer jeg længe har oplevet

vi sætter os på gulvet med flere hundrede tæpper og puder, mig og min allerkæreste svend. oceaner af slik og chips er købt. glassene er fyldt med henholdsvis sodavand og hyldeblomstsaft og nutella madderne, som vi sidder og gumler på, er der bestemt ikke noget i vejen med. filmaften, det det vi skal have. en veninde-aften, en rigtig svend-dværg-aften, det er hvad vi kalder det. mørket lister sig så stille på og første film sættes i maskinen. en helt ny film, en gyser af en slags, toner op på skærmen. en lysehåret teenager pige med et tomt blik sidder i på passagersædet en bil, en ligvogn er det. de kører op af en kedelig vej, der går i et med himlen helt grå. det er tåget og man kan skimte et par grantræer i vejkanten. de kører igennem en skov. det ser ikke ud til at de skal et bestemt sted hen, de kører bare. hun bliver ved med at mumle et eller andet, hører man godt efter er det noget i retningen af nul, nul, tre, nul, nul, nul. men jeg er ikke sikker. filmens titel kører over skærmen, og der er ingen vej tilbage, det ved jeg, jeg bliver nødt til at se den færdig. jeg kigger over på svend, hun er allerede helt opslugt af filmen. allerede nu synes jeg det er uhyggeligt, og ved at jeg sandsynligvis nok ikke vil lukke øjnene et enkelt sekund hele natten. jeg tager hendes hånd, for ærligt har gysere aldrig været min yndlings ting. men alligevel er der noget ved hende, der får mig overtalt hver gang. "vi stopper den bare, hvis det bliver for meget dig". ja tak, det er ord jeg har hørt utallige gange efterhånden.
billedet skifter. skærmen er helt sort, et barn græder. barnets mor sidder med hende i skødet. hun kan ikke være meget ældre en fire år. det lyse pandehår ryger lidt ned i de store skræmte blå øjne, der er fyldte med tårer. et smukt barn er hun. moren stryger hende trøstende over håndledet, hvorpå der tatoveret et nr, 00300. hvad betyder nummeret? jo det er nummeret på ham. ham hun mødte som spæd, ham der prøvede på alt og intet. han nåede ikke gøre hende fortræd før nogen kom, det var det der havde reddet hende. har du brug for en forklaring? okay. for at forstå det bliver man nødt til at vide at hvert et menneske har et nr. et nr på 5 cifre. det et nr alle kan se, men ikke fysisk. nummeret hænger i auraen. hvert og enkelt menneske har et nummer, ingen aner hvorfor.  hun har fået det tatoveret for altid at have nummeret på sig, så hun ved når hun møder ham igen. for det vil hun - møde ham igen, det ved alle og en hver.
billedet flakker og skifter tilbage til ligvognen i nogle korte glimt, som når man er lige mellem to radiokanaler og man skiftevis hører musik fra begge kannaler uden at kunne gøre noget. men det er ikke samme scene som den første med ligvognen, den her gang er den lyshårede pige med det tomme blik sidder med plamager af blod i ansigtet og håret. bilen er heller ikke ren og pæn længere men ser lettere smadret ud, som om nogen har været oppe at slås derinde. siderne er flåede og har blodspor. 
sådan er det hele filmen igennem, man får hele tiden glimt af ligvognen, men det er ikke det der det uhyggelige. det uhyggelige er at som jeg sidder der begravet i tæpperne og ser filmen dukker jeg selv op på skærmen. tæpperne og slikket er forsvundet. dog er jeg ikke alene for både svend, sofie og edith er der også. vi står ude foran et hus, og jeg ved godt hvem der bor bag gardinerne. de andre ser også ud til at vide det, selvom de overhovedet ikke kender ham. så vidt jeg husker har jeg heller aldrig snakket om ham med dem. han gik på min gamle skole og helt let havde han det mildest talt ikke. også dette ser jeg i et glimt i filmen. lettere forskrækket kigger jeg over på svend for at se om hun også så det, eller om det bare var mig det slog smut for. men det er ikke svend jeg sidder og holder i hånden længere. en mand i midt 30'ende med langt mørkt hår og en smule skæg på hagen. hans ansigt er blegt og aflangt, som en mærkelig mandel og han har briller. jeg genkender ham med det samme, jeg har mødt ham før da jeg var syv år. ærligt havde jeg ikke skænket ham en tanke i et par år. jeg havde næsten glemt ham. jeg havde næsten helt glemt, hvad han ville havet gjort hvis ikke jeg var løbet væk så snart jeg anede, at han ikke ville hjælpe mig. men ville mig noget ville han bestemt gerne. og nu sidder jeg her og holder ham i hånden. jeg ville skrige, men jeg forblev tavs. jeg kunne ikke røre mig en millimeter, jeg var helt som forstenet. jeg blev nødt til at gøre noget. men hvad? hvad som helst ville være bedre end ingen ting. men jeg kunne ikke. 
et glimt fór forbi min nethinde igen. men det var ikke fra fjernsynsskærmen længere, nej, det var virkelighed, jeg var der selv. jeg kunne føle den kolde vind mod min kind og smage smagen af jern i min mund - blod. jeg stod foran ligvognen, døren var åben og jeg kunne kigge lige ind i den. ligvognen var fyldt med døde nøgne mennesker, der var blevet skåret i dem. de så langtfra fredfyldte ud, alle var de tynde og underernærede. de havde arbejdet hårdt da de levede, det kunne man se på dem. den første tanke jeg fik ved det frygtelige syn af dem var billeder fra film fra anden verdenskrig. jøderne. oven på dem lå hun. teenage pigen med det tommeblik. hendes håndled vendte opad, hun havde en tatovering "003000" stod der. hendes brystkasse hævede og sænkede sig en smule, hun levede stadig men længe havde hun ikke tilbage. jeg kunne mærke ham i luften, jeg kunne mærke hans nr i hans aura længe før jeg vendte mig om. 003000. det var ham, ham jeg havde mødt da jeg var syv. 
så skiftede det igen. jeg var på den "anden radiokanal". jeg stod ude foran huset igen sammen med svend, sofie og edtih, men noget jeg ikke havde lagt mærke til før var at vi havde noget med. en kurv fyldt med blomster chokolade og en masse billeder, af ham der have haft det svært på min gamle skole. jeg så spørgende på pigerne, de så kede af det ud og jeg forstod at der var sket noget med ham der havde det svært.
musikken begyndte. den slags musik der altid er i gyserfilm, den slags musik der fortæller en at man har travlt. vi gik op til døren, kurven var til hans familie. det undrede mig var at de ikke var hjemme og at alt var helt mørkt derinde når man kiggede ind af vinduerne. men hvad der undrede mig endnu mere var at hoveddøren ikke var låst. vi skyndte os ind, jeg skrev hurtigt på et kort til hans mor at vi godt vidste at det ikke var nok, men at vi håbede det kunne trøste lidt. vi ville hurtigt ud igen, for ærligt syntes vi at det var halvubehageligt at stå der i entreen alene. så stoppede musikken, og jeg vidste der var noget galt. jeg kunne mærke ham, hans nummer. 003000. 

i det sekund flyver mine øjenlåg op. jeg ligger i min seng badet i sved. klokken er 7:10 og der er kvælende varmt inde på mit værelse. i min sofa og på madrassen på gulvet sover mine 3 veninder. de ser fredfyldte ud i modsætning til mig. vand, jeg har brug for vand.  


det var en ordentlig omgang tekst her til bloggen. men jeg havde brug for at komme ud med det et sted for at jeg tør ligge mig til at sove igen her i aften.

ved skuespillerhuset på en søndag.

tubetørklæde - diy   cowboyskjorte - genbrug   kjole - h&m   lille taske - et sted fra thailand knæstrømper - pieces   sko - reebok

jeg er giga træt. jeg holdt nemlig filmaften med svend(LINK) igår. 5 film på under 24 - det er alligevel noget jeg aldrig har prøvet før. nåh, men ja any ways, så er det her bare et hurtigt indlæg om hvad jeg havde på igår, for to über søde piger kommer nemlig og banker på døren lige om lidt. et hyggeligt og behagelidt søndags-outfit som jeg også har rendt rundt i idag. og i forbifarten vil jeg også lige sige at jeg har besluttet mig. old skool vans i farven navy er skrevet på indkøbslisten.

hvad har i lavet i denne forlængede weekend? 

love -

 

det store spørgsmål i livet, vans.

jeg sidder og tripper uroligt med mine små ben, bider mig i læben og tænker så det knager. skal jeg? eller skal jeg lade være? jeg har egentlig aldrig rigtig brudt mig om sneakers. de har aldrig passet til min  stil syntes jeg, og hvis jeg skal være helt ærlig så har jeg kun haft et par sneakers i hele mit lille korte liv - det er mine neutrale sorte reebok classic. dem har jeg ind til nu kun brugt til idræt, men eftersom jeg mangler noget mellem mine hullede ballerinaer og store gummistøvler, har jeg slentret lidt rundt i dem. og nu overvejer jeg kraftigt om jeg skal få mig et par vans - de her smukke blå vans old skool.

hvilke er jeres yndlings sko? dem i altid ender med at tage på om morgenen?


love - 

billedspam fra lejrskolen i løjt

de er sgu så søde alle de dejlige mennesker, som jeg jo fik lov til at være sammen med en hel uge! 

billederne er fra facebook

love-

jeg har lyst til kage. ja, et lidt underligt indlæg på et underligt tidspunkt. godnat.